Kategoriarkiv: Nyheder

Første afdeling er kørt – vi kører igen på onsdag

Tak til Multiatleterne for en klar rute, masser af rutevagter og en tør og god bane/rute, som jo bare er som den nu en gang er i Marbæk. De havde forsøgt at få lov at ændre lidt på ruten, men skovfogden vil ikke have os andre steder, end på den officielle rute, så der er ikke så meget at gøre ved det.

Vi fik et godt ræs, hvor folk viste hensyn til hinanden når der skulle “forbi køres”. Tak for det..

Resultaterne er klar på >link<

Tilmeldingen til 2. afdeling er åben – og vi har igen åbnet for Cup tilmeldingen, hvis nogen har forpasset det, og gerne vil være med. Praktiske informationer for 2. afdeling er allerede på hjemmesiden, så check det ud >her<

Referat fra Jule Knas

Tak for i år venner.

Og tak til alle jer som var med til årets sidste cykelløb i Bordrup Plantage. Efter mange uger med massiv regn, så fik vi et konge vejr til dagens cykelløb. Jo, det var pisse koldt og fra morgenstunden satte kulden sit spor i forberedelserne til dagens løb.

Vardes tidtagningstrailer var stivfrossen, og ville ikke med Ole og Co. til Bordrup. Men det kom den, og rutefolket fik med hjælp fra en boremaskine afmærket målområdet op. Men hvad betyder lidt startproblemer og en rød tud, når en stor flok stor smilende mountainbikere møder friske op til cykelløb.

Vi fik kørt et godt race på en hård skovbund, og til tider også på et isglat underlag. Det glatte underlag betød at flere måtte ufrivilligt af cyklen, men vi håber at de uheldige helte slap med blå mærker – vi har ikke hørt andet. Ruten var i anledning af julen konstrueret efter julens form og figur, uden alt for mange skarpe hjørner og stigninger. Rutefolket Kim og Brian ramte vist nok det rigtige sværhedsniveau til et juleløb – vi håber at i er enige !

Club La Santa ”Bike Goat Award” er blevet en del af vores Juleknas løb. Og igen i år fik vi et godt grin med flere meget kreative udklædninger. Konkurrencen har tydeligvis udviklet sig fra sidste år, og flere top professionelle deltagere viste overklasse stil med selvtillid. Konkurrencen var knivskarp, men Santa Klaws fra Jingle Balls Dream Team, afviste alle tilnærmelser og tog vandrepokalen med hjem igen. Stor tak til alle jer som tog konkurrencen seriøst – i blev alle nomineret, og vi andre fik os et godt grin.

Kulden var desværre hård ved fotografernes udstyr, og derfor er det er meget begrænset hvad vi kan mobilisere af fotos fra dagens løb. Hvis nogen af jer har haft held med at skyde et par gode kasser, så del det gerne med os andre. Send dem til webmasteren eller læg det ud på FB.

2014 er kørt – og vi ser fremad mod 2015. På vegne af klubberne Bramming MTB, Multiatleterne i Esbjerg, BlueMountain- MTB, Varde Cykel Klub og Oksbøl Cykel Team, ønsker vi jer alle sammen et rigtigt godt nytår og på gensyn i 2015.
Tak til vores hovedsponsor Club La Santa Sport, til Naturstyrelsen for lån af arealerne i Blåbjerg og Bordrup. Også en kæmpe tak til alle de frivillige personer som hjælper til før, under og efter alle vores cykelløb.

Med kærlig hilsen og på gensyn i 2015

Varde Cykel Klub og Oksbøl Cykel Team

Club La Santa Bike Goat Award 2014

Hvis du er til guldglimmer, en cykel pakket ind i gavepapir eller en cykeltricot som matcher TEAM EASY ON, så er du hermed inviteret til Bike Goat Award 2014

Kom til Bordrup og deltag i årets mest seriøse konkurrence. Vinderen af årets Bike Goat Award er den mest kreative påklædning og/eller udsmykning. Vinderen finder vi ved en fair afstemning, som alle kan deltage i. Stemmesedlen udleveres ved check-in sammen med dit startnummer, og stemmen skal afleveres samme sted før løbet. Vinderen afsløres efter løbet, og belønnes med den gyldne vandrepokal.

Vi har ingen regler for kreativ ”opmærksomhed”, men juryen ser gerne at kreativiteten kan gennemføre et helt julerace i Bordrup.

Kom frisk til Bordrup og få et godt grin.. 🙂

Tilmeldingen er  >her< – og her finder du også startlisten

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul.

Nye tiltag for 2015

Kære alle Club La Santa MTB Cup fans,

Klubberne har holdt evalueringsmøde, og i korte træk er man meget glade og tilfredse med forløbet af cuppen. Der laves dog et par tiltag til 2015, som vi håber kan fastholde cuppens moment og være en endnu mere oplagt mulighed for alle “motionister” som endnu ikke har prøvet den fede fornemmelse af et “godt hygge ræs” i skoven.

Men det har også være meget vigtigt at fastholde “stammen” af ryttere i cuppen, så vi håber på at mange af de bedste motionister vil prøve kræfter med Sport klassen, så det ikke ender som en “insider klasse” – i takt med at motionsklassen bliver stærkere og stærkere så må der ske en flydning til sport, ellers mister vi dynamikken i klasserne.

Datoer og steder for 2015:

  1. afdeling | 22. april | Marbæk, Esbjerg
  2. afdeling | 29. april | Grusgraven, Varde
  3. afdeling | 20. maj | Bordrup, Oksbøl
  4. afdeling | 10. juni | MTB Spor, Bramming
  5. afdeling | 24. juni |Blåbjerg / Nymindegab
  6. afdeling | 12. august | Militærskoven, Varde
  7. afdeling | 26. august |Blåbjerg, Henne
  8. afdeling | 9. september | Grusgraven, Varde

Nye tiltag til 2015 er dermed:

  • U/13 bliver til U/15 og skal køre 2 omgange og starte efter motion 1 med 2 min. forskydning
  • U/17 bliver til U/19 og skal køre 3 omgange og starte efter sport, men på samme skud
  • Der oprettes en Motion 2, som kører 2 omgange og starter sammen med damerne
  • Deltagergebyr skal være det samme for alle – altså 500,00 for cuppen og 150,00 pr. afdeling.
  • Vi tillader deltagerne at Cup at tilmelde sig helt frem til og med 2. afdeling, hvis der er nogen der forpasser det, så kan de komme med i anden runde.