Resultat fra 6. afdeling er klar & referat

Så er alle resultater rettet til, og det er nu låst. Beklager, hvis du opdager der stadig er fejl, men vi kan ikke rette længere. Alle manuelt tastede resultater kan ses på dette >link<

Referat fra 6. afdeling i Nymindegab

Der skal fra Bluemountain-MTB lyde en tak til alle der var med til at gøre 6. afdeling i Nymindegab til en god oplevelse.
Vejret var med os, deltagerne var glade, og sporet holdt til trykket fra 150 deltagere.

Enkelte ”sandhuller” opstod undervejs, men det må vist være hvad man må regne med når man arrangerer MTB-løb i yderste klitrække. Nymindegab Lejren stillede arealet til rådighed og har i det hele taget været en god samarbejdspartner i planlægningen af løbet.

Sejren i Herre Sport gik til Niklas Blach, fra Hvidbjerg Strand, der vandt spurten foran Varde Cykel Klub’s Christian Sloth Christensen. Kasper Paulsen fra Cykel-X-Perten sad længe med de to forreste, men måtte til sidst slippe og blev nr. 3.

I Herre Motion var der tæt løb om sejren. Kim Blach fra Hvidbjerg Strand vandt spurten med en halv cykellængde ned til Lars Knudsen fra Team Bob. Frank Madsen Team Skjern Bank Bramming blev nr. 3, få sekunder efter de to forreste.

I Dame klassen gjorde Varde Cykel Klub rent bord. Sara Bartel tog en sten sikker sejr, foran klubkammeraterne Vibeke Vermehren på 2. pladsen og Kirsten Møller som nr. 3.

I U17 var Bluemountains Martin Nielsen oppe mod overmagten i form af Ketil Lehm Nordestgaard fra Varde Cykel Klub, der vandt en sikker sejr. Martin kæmpede imidlertid godt ude på ruten, og end ikke et styrt, der resulterede i at Martin mere lignede en camoufleret kampsoldat end en cykelrytter, kunne slå ham ud. Så han holdt fast i 2. pladsen foran Karl Emil Slaikjær fra Varde Cykel Klub der blev nr. 3.

U13 blev til sidst et opgør mellem de to Varde ryttere Mikkel Ågård Schmidt og Rasmus Duus Storgaard. Mikkel løb med sejren foran Rasmus og Mathias Høj Nielsen fra Bluemountain, der fra starten sad godt med i front. Han måtte ca. halvvejs i løbet slippe de to forreste, men kørte en sikker 3. plads i hus.

Onsdag aften kl. 21.00 lignede Nymindegab Lejren så igen sig selv efter besøg af Club La Santa arrangementet. Det er dog vort håb, at vi igen til næste år kan byde op til løb i Nymindegab området. Skulle der være enkelte deltagere, der syntes, at det var en speciel oplevelse at køre cykelløb, mens kamptropperne fra Holstebro holdt skyde øvelse rundt om sporet, så kan vi oplyse, at vi til næste år har planer om at udvide arrangementet til også at indeholde pigtrådsspærringer og landminer.

Vi ses på sporet.
Bluemountain-MTB
Henrik Søndergaard

2 thoughts on “Resultat fra 6. afdeling er klar & referat

  1. Steen Hansen

    La Santa Cuppens ubetinget smukkeste målområde, godt kørevejr og et hurtigt spor lige efter min smag kan ikke andet end give en dejlig oplevelse. Håber Nymindegab bliver en tilbagevende begivenhed i cuppen.
    Tak for et godt arrangement.
    Steen Hansen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.